Julekalenderguide 2020

Rør blot ikke ved min gamle jul

Julen er en tid der er præget af traditioner. Vi spiser den samme mad år efter år, vi pynter op med den samme pynt på bestemte tidspunkt hvert år, vi synge de samme sange, mens vi danser om juletræet, etc. Hyggen og glæden findes ofte i det genkendelige, og vi glæder os hvert år til gensynet med disse traditioner.

 

Mine juletraditioner

 

Julepynt

I mit hjem har vi altid haft tradition for at pynte op i hjemmet enten 1. Søndag i advent eller 1. December. I mit barndomshjem har der altid været massere af nisser, en nisselandby, etc. Da vi var små var der også plads til vores hjemmelavede julepynt, som vi havde med hjem fra skole, men da vi blev ældre blev julepynten efterhånden skiftet ud til noget lidt finere. Da jeg selv begyndte min julepyntsamling, var jeg egentlig ikke særlig vild med ideen om at pynte med nisser og jeg fik faktisk først min første nisse for et par år siden. Jeg har dog ændret mening og der er blevet plads til nogle nisser i mit hjem. 🎅🏻

 

Juledekorationer

Vi har altid både haft adventskrans og kalenderlys. Min mor har altid været rigtig god til at lave juledekorationer. Hun er mester i at ramme balancen mellem for meget og for lidt pynt på dekorationen. Jeg øver mig hvert år på at blive bedre til det, men ender oftest med en dekoration, som er meget naturlig og med meget lidt pynt. ✨

 

Juletræ

Da jeg var barn havde vi et juletræ med alverdens julepynt i mange forskellige farver. Da vi blev større og julepynten efterhånden var meget slidt skiftede hun til et farvetema i rødt og guld. Træet bliver som regel pyntet d. 23. December og står indtil lige før nytår.

Jeg har selv ønsket mig et lille juletræ i stuen i mange år, men jeg har ikke kunnet beslutte mig for hvilke farver mit juletræspynt skulle have og jeg har ikke villet købe noget før jeg var sikker. Sidste år endte jeg med at købe mit første juletræspynt i guld og blågrønnefarver (hvilket matcher min sædvanlige stil) og derfor fik jeg endelig mit lille juletræ, som stod i stuen fra start december frem til efter jul. 🎄

 

Lucia

I mange år har Lucia ikke fyldt så meget i mit liv. Da jeg gik i folkeskolen (for efterhånden mange år siden) var Luciaoptog en fast del af December. På den skole jeg gik på det meste af min folkeskoletid var der tradition for at 4. Klasserne gik Luciaoptog (både drenge og piger). Der blev trukket lod om Luciabrude (tre fra hver klasse, da der var to luciaoptog – en forrest, en i midten og en bagerst i hvert optog). Jeg var så heldig at blive luciabrud, og sang hele tiden højt og glad. Siden har jeg nogle gange sunget Luciaoptog da jeg sang i pigekor, men det er ved at være længe siden. De seneste år har jeg dog arbejdet på en skole, så nu er Luciaoptog engang imellem en del af min december igen. ✨

 

Julekalender, adventsgaver og kalendergaver

Da jeg var barn havde vi både julekalendere, adventsgaver og kalendergave. Altså ikke det hele på engang, men vi manglede bestemt ikke noget. Vi fik oftest en chokoladekalender og julekalenderen til årets tvjulekalender og da vi var små havde vi også en julesok til Nissen. Da vi blev større og ikke længere troede på nissen/julemanden fik vi valget om at skifte til adventsgaver, og få en ordentlig gave hver uge fremfor en masse “skrammel” hver dag. Jeg har ikke fået nogen af delene i mange år, men overvejer kraftigt om jeg skal investere i en ordentlig julekalender til mig selv i år 🤶🏻

 

Julebag og konfekt

Vi har altid haft hjemmebagte småkager op til jul i mit hjem, men dog først helt tæt på juleaften, da min mor arbejdede som kok, og derfor havde travlt i december. Det er meget hyggeligt at bage julesmåkager, og man overvejer at eksperimentere med nye, men vi ender dog oftest med nogen af de samme hver år (hos os er fedtebrød det store hit), da der ellers ikke når at blive spist. Konfekten består altid af Havregrynskugler og Marcipanbrød/figurer, men der er som regel også plads til nogle få nye ting. 🍪

 

Julesange

Siden min deltagelse i Luciaoptoget i 4. Klasse, har jeg vidst at jeg sang rimelig godt og jeg har i mange år været en ivrig korsanger. Julesang fylder derfor meget i min jul. Jeg synger i et dygtigt klassisk kor, som hvert år laver mange julekoncerter, jeg synger i kirkekor hvor jeg synger på adventssøndage, til julekoncert og i juledagene, og vi synger selvfølgelig  juleaften om juletræet.

Der er noget helt specielt ved julesange og salmer og jeg bliver i så godt humør, når jeg synger dem. En af mine favoritter er “Dejlig er jorden”, som jeg synes er så smuk, og heldigvis synger vi den tit til både Julekoncerter og i kirken. Juleaften synger jeg som regel til to gudstjenester inden jeg skynder mig at køre hjem til jul. Det er helt specielt at synge i kirke juleaften, så selvom det bliver lidt presset, så er det dog ikke noget jeg ville undvære. Det er en del af min jul.

Sangen om juletræet er også meget vigtig i min familie og vi har julehæfter, som vi synger i hvert år. Vi synger som regel de samme sange hvert år, såsom “Et barn er født i Betlehem”, “På loftet sidder Nissen”, “Det kimer nu til julefest”, “Glade Jul”, etc. Men altså med udvalgte vers i de lange sange. Til slut synger vi “Højt fra træets grønne top” inden vi går igang med gaveuddelingen. 🎶


Lillejuleaften

Lillejuleaften er dagen hvor juletræet kommer ind i stuen og bliver pyntet. Derudover laver vi konfekt og risengrøden til ris a la manden bliver lavet. Vi spiser som regel en portion risengrød mens den er varm. Derudover besøger vi oftest min søster og hendes familie. Hvert andet år fejrer vi også jul med dem, men uanset hvad er vi som regel også sammen d. 23. December.

 

Juleaftensdag

Da jeg var barn så vi som regel det sidst afsnit af tvjulekalenderen juleaftensdag. Spænding over det der skulle ske om aftenen var helt ubærligt, så tit blev dagen bare brugt på at se børne-tv med optakt til juleaften. Om eftermiddagen så man selvfølgelig Disneys juleshow. Imens stod min mor i køkkenet og forberedte julemiddagen. Inden middagen klædte vi os i vores fineste tøj og så var vi klar til juleaften. Idag er min juleaftensdag lidt anderledes, da jeg synger til julegudstjenester. Men jeg glæder mig stadig lige meget. 🎅🏻

 

Julemiddagen

Der er meget faste traditioner omkring julemiddagen. Jeg har som regel i kirke og kommer susende lige til middagens begyndelse, og møder et smukt opdækket bord, når jeg kommer hjem. Hvis vi er mange serveres der som regel både and og flæskesteg. Tilbehøret består altid af kogte kartofler, brunekartofler, rødkål, sauce, franskekartofler og menuchips. De seneste år har jeg forsøgt at introducere en kålsalat eller grøntsager som tilbehør, da jeg ikke rigtig bryder mig om det meste af tilbehøret til julemiddagen.

Når vi har slået maver, er det tid til desserten, som består af ris a la mande med en mandel i, som udløser en gave til den som er heldig at få den. Der er oftest tradition for at den som finder mandlen, forsøger at gemme den, så folk spiser mere ris a la mande. Børnene i vores familie har altid fået lov at få en portion selvom de ikke kan lide ris a la mande. 🍚

 

Julegaver

Når der er danset om juletræet og sunget det sidste vers af “Højt for træet grønne top”, begynder uddelingen af julegaverne. Hos os deler vi først alle gaver ud. Det er som regel de yngste der deler gaverne ud. Når alle gaver er fordelt, så pakker vi på skift gaverne op. Først pakker den yngste alle sine gaver op, så den næstyngste og sådan fortsætter vi op til den ældste. På denne måde trækkes det hele lidt ud, og alle får set hvad de andre får. Det bliver dermed ikke et hektisk gaveræs, men en hyggelig stund. 🎁

 

Julefrokoster

I juledagene efter jul har vi som regel to familiejulefrokoster. Den først med hele familie (onkler, tanter, fætre og kusiner) og den næste er bare med den nære familie. Oftest spises der en masse julemad og til i hvert fald den ene spiller vi også pakkespil. Det er som regel nogle hyggelige dage, men derefter er man også ved at trænge til lidt ro ☃

 

Jeg vil i den nærmeste tid skrive lidt om juletraditioner. Idag fik i nogle af min egne traditioner, men jeg vil også komme med nogle indlæg om andres traditioner. Så skriv gerne kommentarer med jeres egne juletraditioner.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julekalenderguide 2020