Planlægning af julen 2020

Hvad er det, der gør jul til noget særligt?

Julen har altid haft en hel speciel plads i mit hjerte, og min juleglæde var også grunden til, at jeg for 10 år siden valgte at starte en juleblog. Bloggen har udviklet sig meget siden da, og sidste år valgte jeg at starte forfra og samtidig skifte fra Blogspot til Bloggers Delight.

 

Men hvad er det egentlig der gør julen til noget særligt? Hvorfor er det at jeg år efter år laver julemarkedskalender, skriver blogindlæg om jul, etc.?

 

 

Julen er noget helt magisk for mig og tanken om jul har altid gjort mig glad. Jeg elsker når byen emmer af jul med julebelysning og den summende stemning af mennesker, som leder efter julegaver eller nyder de smukt pyntede gader.

 

Jeg bliver rørt og kan mærke glæden sprede sig, når jeg hører julesange. Faktisk i endnu højere grad, når jeg selv er med til at synge dem. Så kan jeg mærke julestemningen stige. En gang imellem kan det være lidt upraktisk, når man begynder at øve julesange til kor i slutningen af oktober, men jeg ville virkelig ikke være det foruden.

 

Jeg elsker at man har tid til hygge og nærhed med familien. Julen er et tidspunkt på året, hvor man giver sig tid til at være sammen. Der er noget helt specielt og uforklarligt ved samværet i juletiden.

 

Jeg har aldrig nogensinde følt den stress og jag ved julen, som nogen føler. Julen skal ikke være perfekt. Jeg har intet ideal, som min jul skal leve op til. Jeg gør mig nogle tanker om hvad jeg godt kunne tænke mig, men jeg har ingen forventning om at alt skal opnås. Julen er noget helt særligt for mig og det er den uanset om jeg når at gå på julemarkeder, skrive julekort, etc.

 

Julen gør mig glad. Når jeg ser årets første julepynt, kan jeg mærke juleglæden i mit hjerte, og jeg får de samme følelser, som dengang jeg var barn. Så det der gør julen til noget særligt for mig, er nok i høj grad at jeg kan mærke en snert af barndommens glæde over denne magiske højtid.

 

Hvad gør julen til noget særligt for dig?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Planlægning af julen 2020